Rounded Rounded

Videnskab og forskning

Universitetsforskning syd for grænsen

Grænseregionen er ikke mest kendt for forskning og højteknologi. Men regionen rummer faktisk et ganske pænt, mangfoldigt forskningslandskab. Her skal der i første omgang nævnes grænseregionens to universiteter: Universität Flensburg og Syddansk Universitet, Sønderborg Campus.

Universität Flensburg er stadigvæk præget af sin fortid som seminarium, og derfor er det  læreruddannelsen, der dominerer. Der er dog blevet udviklet pædagogisk-videnskabelige og erhvervsrettede uddannelser, og universitetet satser på at udvikle et bredere profil. Der er ca. 4.200 studerende på universitetet. Universitetets forskningsprofil er domineret af de pædagogiske fag. Her skal der nævnes universitetets Zentrum für Bildungsforschung, der samler forskningsaktiviteter på tre områder:

- Fagdidaktisk forskning, skole- og undervisningsforskning

- Universitets- og videnskabsforskning

- Forskning om voksenuddannelse, videre og efteruddannelse

Det første fagområde behandler emner som videnskabelig ledsagelse og evaluering af nye skoleformer, følgerne af PISA-undersøgelserne med en orientering mod Norden, udvikling, afprøvning og evaluering af fagdidaktiske teorier, historisk uddannelsesforskning, skoleorganisation og skoleudvikling, kommunikation i undervisningen, standards og kvalitetssikring i undervisningen, forskning i erhvervsuddannelser, forskning i valg af erhverv, specialundervisning og ressourcefordeling i skolesystemet.

Det andet fagområde drejer sig om emner som udvikling af en teori om ”formidlingsvidenskab”, evaluering og kvalitetssikring i lære, forskning og videreuddannelse, udvikling af bachelor- og master-uddannelser, nye former for læring i videnssamfund, modernisering af universiteternes organisation, udvikling af studiemodeller for senior-universiteter, udvikling af modeller for studievejledning, modeller for formidling af viden i det 21. århundrede, ressourcefordelingen i universitets- og videnskabssystemet.

Og det tredje fagområde omfatter emner som uddannelse, læring og arbejde i institutionel og formel kontekst, livslangt læring/uddannelse som livsform, nye medier og nye socialisationsprocesser, barndom – familie – ’peergroup’ (ligesindede i den tidlige alder) : nye former for at blive voksen, forskning i uddannelsens historie, evaluering og kvalitetssikring i andre uddannelsesinstitutioner, firmaorienterede modeller til systematisk videreuddannelse af medarbejderstaben, erhvervspædagogisk forskning, ressourcefordeling i erhvervs-, voksen- og videreuddannelsessystemet.

Desuden har universitetet  Zentrum für Genderforschung et center for udforskning af kønsrollerne først og fremmest indenfor skolesystemet. Et hovedindsatsområde er empiriske undersøgelser af etableringen af  kønsrollermønstre og etnicitet indenfor skolesystemet.

Universitetsforskning nord for grænsen

Syddansk Universitet (SDU) er en institution, som består af flere enheder i det sydlige Jylland og på Fyn, hvor hovedafdelingen er placeret. Campus Sønderborg er den sønderjyske enhed under SDU. Campus Sønderborg er også én af de mindre afdelinger med blot tre institutter, hvortil der er knyttet tre forskningscentre.

Kommunikation og information
Forskningsarbejdet ved Institut for fagsprog, kommunikation og informationsvidenskab (IFKI) har fokus på samspillet mellem informationsteknologi på den ene side og kommunikation, læring og vidensorganisation på den anden. Instituttet er særligt profileret inden for:
- udvikling og implementering af informations- og kommunikationsteknologi i virksomheder og organisationer
- e-læring og it-pædagogik, web 2.0-pædagogik og teoretisk forskning i forholdet mellem videns-, lærings- og evalueringsformer
- kommunikationsanalyse, herunder opbygning af interaktionsdatabaser for flere sprog og interkulturel kommunikation i virksomheder og organisationer
- turisme, især udvikling af bæredygtig turisme, hospitality management og analyse af turisters adfærd på mikroniveau.

Institut for Grænseregionsforskning
Forskningsfeltet for Institut for Grænseregionsforskning (IFG) spænder fra erhvervsøkonomi, over regional udvikling - ud fra både økonomiske og kulturelle synsvinkler - international integration og til mindretallenes rolle i grænseregionen.
Institut for Grænseregionsforskning er opstået i Aabenraa. Det er stærkt forankret i den sønderjyske grænseregions særlige historie og har i dag et nært forhold til regionens erhvervsliv og kulturinstitutioner. Samtidig lægger instituttet i dets forskning stor vægt på komparative studier af andre regioner i Europa og på at udbygge et bredt internationalt forskernetværk inden for grænseregionsforskning.

Mads Clausen Instituttet
Mads Clausen Instituttet fokuserer på produkt- og forretningsinnovation indenfor det mekatroniske område med særlig interesse for intelligente sensorer og aktuatorer. Forskningsarbejdet er opdelt i fem grupper: 
- Nanoteknologi fokuserer på ”hård” nanoteknologi og supplerer den ”bløde” nanoteknologi, som SDU arbejder med i Odense.
- Matematisk Modellering drejer sig om udvikling af matematiske modeller for produkter og komponenter. 
- Indlejrede software systemer har fokus på udvikling af industriel, komponentbaseret software design metoder. 
- Forretningsinnovation som bl.a. beskæftiger sig med forskning i virksomheder evne til at udvikle nye produkter og processer.
- Brugerorienteret Design, som fokuserer på udviklingsprocessen med involvering af brugeren, brugssituationen og optimering og forenkling i brugssituationen.

Dansk-tysk samarbejde
Syddansk Universitet har siden 1991 haft et grænseoverskridende samarbejde med Universität Flensburg. Gennem samarbejdet mellem Institut for fagsprog, kommunikation og informationsvidenskab og Institut für Management kan Syddansk Universitet udbyde den erhvervsproglige og erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse Ba. int og kandidatuddannelsen Cand. merc. int. med sprogkombinationerne tysk/engelsk og tysk/dansk.
Studiernes undervisning og eksaminer finder sted på Universität i Flensborg og administreres af Syddansk Universitets afdeling på Universität Flensburg.

Forskning uden for universiteterne – sektorforskning

Ud over universitetets institutter universiteterne, findes der i den dansk-tyske grænseregion en række mindre forskningsinstitutioner, der ikke er knyttet til et universitet, som betegnes som sektorforskningsinstitutter.
 
ITAI
Oprindeligt var Institut for teoretisk og anvendt IT (itai) i Tønder et grænseoverskridende sektorforskningsinstitut, men den tyske filial i Niebüll blev lukket for nogle år siden.

Itai er et serviceinstitut for regionens erhvervsliv, som det støtter med løsninger indenfor IT, samt ved at videreuddanne deres medarbejdere på IT-området. Itai udvikler også skræddersyet software for enkelte virksomheder. Instituttet drives af en fond, som blev stiftet i 1989 af Sønderjyllands Amt, Tønder Kommune, Sønderjyllands Erhvervsråd og Tønder tekniske skole. 
 
Institut for Sønderjysk Lokalhistorie
Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa er et historisk forskningsinstitut, som beskæftiger sig med alle aspekter af  lokal- og kulturhistorie og formidlingen deraf. Instituttet rummer en stor samling af historiske fotografier. Det yder desuden professionel råd og vejledning til de talrige lokalhistoriske foreninger i Sønderjylland.
  
Nordfriisk Institut
I Bredstedt i Nordfriesland findes Nordfrisisk Institut, på frisisk ”Nordfriisk Institut”. Det  er den centrale forskningsinstitution for nordfrisernes kultur, sprog og historie. Gennem publikationer og arrangementer som foredrag, kurser, seminarer eller konferencer ønsker instituttet at formidle og udbrede kendskabet til Nordfriesland og det frisiske.   
 
Arkiver
Regional- og lokalhistorisk forskning varetages også af forskellige arkiver og lokalhistoriske foreninger, hvor interesserede lægmænd i samarbejde med professionelle historikere yder en anselig indsats til belysning af fortiden i byer, egne og landsbyer, hvorved  personhistorien ikke træder i baggrunden.  
 
De vigtigste arkiver nord og syd for grænsen er Landsarkivet for Sønderjylland i Aabenraa og Landesarchiv Schleswig-Holstein i Schleswig. Her opbevares grænseregionens fortid. Kilderne her giver oplysning om alle vigtige spørgsmål inden for politiske, økonomiske og sociale aspekter af historien, samt evt. også personalhistorien.

Men der findes  også andre arkiver i grænseregionen finansieret af det offentlige. Nord for grænsen råder Haderslev og Tønder over egne byarkiver: Haderslev byhistoriske arkiv og Lokalhistorisk arkiv for Tønder kommune.

Syd for grænsen har byen Flensburg samt  kredsene Nordfriesland og Schleswig-Flensburg egne arkiver: Byarkivet Flensburg, Kredsarkivet Nordfriesland i Husum, samt Fællesarkivet for byen Schleswig og kredsen Schleswig-Flensburg i Schleswig.

Der findes talrige lokalarkiver såvel nord som  syd for grænsen. Som regel passes disse af ulønnet frivillig arbejdskraft. På Internettet findes oversigter over lokalarkiverne i Kreis Nordfriesland, i Kreis Schleswig-Flensburg samt i Kreis Rendsburg-Eckernförde. Det samme gælder for lokalarkiverne i Sønderjylland.
 
Museerne
Arbejdet i de statsanerkendte museer i Danmark bygger på  fem søjler, der er fastlagt i den danske museumslov: Forskning, indsamling, registrering, bevaring og formidling. Dermed er forskning ved lov fastlagt som en museal opgave i Danmark.

I Sønderjylland er de tidligere selvstændige, statsanerkendte museer blevet samlet i Museum Sønderjylland. Det omfatter:

* Haderslev Museum(arkæologi), med de forskningsmæssig fokus på mesolithiske gravsteder, keramik fra tragtbægerkulturen, samlingssteder og gravsteder, udvikling af der trelængede langhus i Bronce- og Jernalderen, bebyggelser i Jernalder og  Middelalder, våbenofferfundene fra Ejsbøl, tidlig statsdannelse i Danmark samt volde i Sønderjylland

* Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa, forskningsfokus på kunstnere i Sønderjylland, bl.a. er indledt et forskningsprojekt over Christiansfeld-maleren Jeppe Madsen-Ohlsen.

* Midtsønderjyllands Museum(geologi og naturkundskab) i Gram, forskningsfokus på geologi og fossiler fra den 8 mio. gamle Gram-lergrav

* Museet på Sønderborg Slot(historie, især det nationale spørgsmål, kulturhistorie, industrihistorie), forskningsfokus på kulturelle snitflader og kulturelle grænser i grænseregionen, regionale skikke og traditioner, sønderjysk  skolehistorie, slotshaver.

Filialen Teglværksmuseet Cathrinesminde har forskningsfokus på teglindustrien og er medinitiativtager til projektet ”Industrimuseum Slesvig”. 

* Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder har forskningsfokus på nordisk kunst fra det 20. og 21. århundrede

* Tønder Museum med forskningsfokus på marskens kulturhistorie, kniplinger, sølvtøj osv.

* Aabenraa Museum- Sønderjyllands Søfartsmuseum har forskningsfokus på skibsbygningens historie i Sønderjylland, søfartshistorie, agrarhistorie i Sønderjylland
 
Derudover er også Frøslevlejrens Museum som filial af Danmarks Nationalmuseum et statsanerkendt museum i henhold til museumsloven. Forskningsfokus er her de tyske fangelejres historie i Danmark i internationalt perspektiv samt de nationale spændinger mellem det danske flertal og det tyske mindretal i Sønderjylland 1933-55. 
 
Syd for grænsen skal først og fremmest anføres Schleswig-Holsteinische Landesmuseen i Gottorf Slot i Schleswig. Landesmuseum für Kunst und Kulturgeschichte samt Archäologisches Landesmuseum yder en væsentlig forskningsindsats om regionenen.

Stiftung Schleswig-Holsteinische Landesmuseen omfatter også Wikingermuseum Haithabu. Her udføres først og fremmest arkæologisk forskning i Hedeby, der er den ældste bebyggelse i den dansk-tyske grænseregion. I Wikinger Museum Haithabu er man begyndt med at plante vilde stauder og kulturplanter i bedene ved museumsbygningen, som man ad arkæologisk vej har kunnet påvise fandtes allerede i Hedesbys storhedstid. Om  sommeren  viser  disse beplantninger sig i deres fulde pragt.  Planteudvalget  skal give de besøgende et indtryk af, hvilken mangfoldighed af planter vores forfædre kendte til. Desuden vil man gerne skærpe blikket for, at mange af planterne stadig findes i naturen, men uden at vække megen opmærksomhed.
 
I Flensburg findes der på det såkaldte Museumsberg(Museumsbjerg) to museer, der  beskæftiger sig med kunst- og kulturhistorie i Sydslesvig.
Dertil kommer Flensburger Schiffahrtsmuseum, som holder Flensborgs tradition levende som en havneby med vidt strakte handelsforbindelser. Med det traditionsrige dampskib  Alexandra og Museumswerft (museumværftet) danner det også et hovedpunkt i udforskningen af den historiske skibsfart på Flensburg Fjord.  
 
Inden for rammerne af Nationalpark Wattenmeer eksisterer Multimar Wattforum i Tönning som et forsknings- og formidlingscenter af den enestående natur, som det nordfrisiske vadehav danner. 
 
Nordfriesisches Museum i Husum er et kulturhistorisk museum med tilsvarende forskningsopgaver. Det beskæftiger sig desuden med udvandringen i 1800-tallet fra Nordfriesland til Amerika.  
 
I Seebüll ved Niebüll er fonden Stiftung Seebüll Ada und Emil Nolde lokaliseret. I dette Nolde Museum vises den slesvigske maler Emil Noldes værker.

ECMI

Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål (ECMI) gennemfører praksis- og policy-orienteret forskning, informerer, dokumenterer og tilbyder rådgivning inden for mindretals-flertalsforhold i Europa. Det rådgiver europæiske regeringer og regionale mellemstatslige organisationer samt civilt samfundsorganisationer inkl. mindretals grupper. Centret samarbejder med akademiske netværk, medierne og offentligheden gennem rettidig levering af informationer og analyser.

ECMI organiserer dets aktiviteter omkring fem tematiske forskningsklynger. En klynge for Retsforhold og Forvaltning beskæftiger sig med evaluering og videreudvikling af juridiske standarder, der kan bidrage til konsolideret demokratisk ledelse på baggrund af etnisk mangfoldighed og menneskerettigheder. Andre forskningsklynger dækker Politik og Civilsamfundet, hvor der er fokus på mindretalspolitik, især mindretals mulighed for at deltage både i offentlige og civilsamfundsfunktioner. En Konflikt- og Sikkerhedsklynge fokuserer på konstruktiv konfliktstyring og tematiserer konflikter med en etnopolitisk dimension i Europa. En Kultur- og Mangfoldighedsklynge tematiserer kulturelle spørgsmål omkring mindretalseksistens, især sprog og uddannelse, men beskæftiger sig også med mindretallenes adgang til medierne. En Borgerskabs- og etikklynge fokuserer på både juridiske og sociopolitiske aspekter af medborgerskab i flertalssamfundet inklusive etiske spørgsmål, som tolerance, respekt og bidrag til samfundet.

ECMI har forbindelse til regioner med anspændte forhold i Europa gennem dets regionale associerede kontorer i Georgien og Kosovo samt underviser i institutions- og kapacitetsdannelse på multiniveau. Dette fokus er organiseret gennem en Trænings- og Teknisk Assistanceenhed i hovedkontoret og i samarbejde med NGO'er i hele Europa. I den sammenhæng trækker ECMI på den vellykkede historie, som styringen af mindretalsspørgsmål ved den tysk-danske grænse tilbyder.

ECMI blev grundlagt i 1996 af myndighederne i Danmark, Tyskland og Slesvig-Holsten. Det er en uafhængig og tværfaglig institution, der trækker på en international kernestab, suppleret med et antal eksterne seniorforskningslektorer fra hele Europa og ud over Europas grænser. Centret opretholder også aktive relationer med andre akademiske institutioner og NGO'er, der er involveret i konfliktløsning og interetniske forhold og som engagerer sig i samarbejdsprojekter på disse områder. Mens ECMIs kernefinansiering leveres af dets grundlæggere søger Centret aktivt projektbaseret finansiering til støtte for sine aktiviteter. ECMI ledes af en Bestyrelse på ni medlemmer fra Danmark, Tyskland, OSCE, Europarådet og Europaunionen, og det støttes i sin mission af et videnskabeligt Råd bestående af respekterede eksperter for mindretalsspørgsmål. ECMIs arbejdssprog er engelsk.

ECMI har til huse i en historisk bygning midt i Flensborg, hvor det gennemfører workshops, seminarer og konferencer. Dets specialiserede bibliotek er midtpunktet for ECMIs forskningsprojekter samt informationsprogrammet. Disse aktiviteter støttes af en dedikeret, administrativ stab og et biblioteksteam.

Virksomhedsforskning - også i grænseregionen

Forskningen finder også sted udenfor universiteterne: På mange måder skabes og anvendes der ny viden – i bøger, artikler, i undervisningssammenhæng eller under udviklingen af nye varer og tjenesteydelser.

Selv om den dansk-tyske grænseregion ikke kan betegnes som High-Tech-Region, er der dog en mangfoldig erhvervsstruktur med innovative og forskende virksomheder. Nogle af disse virksomheder og deres aktiviteter skal her kort præsenteres:
 
Danfoss
Industrivirksomheden Danfoss A/S, som er grundlagt i Nordborg på øen Als, er nok den mest ansete  virksomhed i den dansk-tyske grænseregion. Danfoss A/S hører i  dag til blandt de førende virksomheder i verden mht. forskning, udvikling og produktion af mekatroniske og elektroniske produkter og styringssystemer. Danfoss udvikler produkter til styring af opvarmnings- og køleanlæg i boliger og kontorbygninger, til køling af fødevarer, samt til styring af produktionsanlæg. Med Danfoss Solutions kombinerer Danfoss de nyeste modeller af miljøstyringssystemer med erfaringerne fra innovative løsninger og proces-know-how inden for  Danfoss’s kærneområder. Danfoss Bionics investerer i forskningsprojekter indenfor biomekanik, især overfladebehandling af metaller, som skal implanteres i patienter. Nessie High-Pressure Water Solutions er et vand-hydrauliksystem, som er et fuldt ud brugbart alternativ til oliehydrauliske systemer. Det anvendes bl.a. i befugtningssystemer, brandbekæmpelse, anlæg til udvinding af drikkevand fra havvand eller i industrirengøring. Ved siden af sine egne forskeraktiviteter plejer  Danfoss et intensivt forskningssamarbejde med Syddansk Universitet, f.eks. med Mads Clausen Institut.
 
Scientific-Atlanta Arcodan A/S, Sønderborg 
Scientific-Atlanta Arcodan i Sønderborg, et datterselskab til den US-amerikanske Scientific-Atlanta koncern, er det europæiske centrum bl.a. for produktudvikling af højteknologiske IT-produkter på bredbåndsområdet, interaktivt TV, Internet og multimedia til det europæiske marked. 
 
Simon Moos Maskinfabrik A/S
Den i 1977 grundlagte Simon Moos Maskinfabrik i Sønderborg udvikler og producerer udstyr til slambehandling og kombinerede slamsuger- og afvandingsenheder. Firmaet blev etableret på basis af det know-how, som blev opbygget af firmaet Simon Moos A/S, en entreprenørvirksomhed indenfor kloakanlæg, afvanding mv. Kernekompetencen er udvikling af mobile afslammere, som gør det muligt for virksomheder at minimere affaldsslam, som det  vil være  forbundet med store omkostninger at deponere.

Flensburger Fahrzeugbau FFG
Flensburger Fahrzeugbau FFG har rødder tilbage i en skibsreparationsvirksomhed  fra 1860. I 1960-erne blev maskinbygningsvirksomheden en vigtig partner for det tyske militær, Bundeswehr,  der  istandsatte og udrustede køretøjer. I dag er det en high-tech-virksomhed, der arbejder på virksomhedens område  ved  Flensburgs indre fjord, og hvis evne til produktudvikling på det militær- og civile tekniske område er internationalt anerkendt. Et eksempel for civil produktudvikling er et aluminiumkarosseri til mindre lastbiler, kendt under navnet "Flensborg kufferten". På det militærtekniske område har FFG udviklet minerydningskøretøjet Minebreaker 2000, som bl.a. anvendtes under minerydning i Bosnien, Sydkorea og i Afghanistan.  
 
Flensburger Schiffbaugesellschaft
Flensburger Schiffbau Gesellschaft mbh & Co KG er det sidste endnu eksisterende værft i Flensburg, som med baggrund i sin egen udvikling af en nicheproduktion har kunnet gøre sig gældende på det vanskelige marked for skibsbyggeri. Udviklingen af C-Box coastere i 1990-erne, samt af en platform for RoRo-færger var yderst succesrig og resulterede i internationale ordrer. 
 
Böklunder
Den dansk-tyske grænseregion er en landbrugsregion, hvor fremstillingen af fødevarer i lang tid har haft en stor betydning.  Fa. Böklunder Plumrose GmbH er en traditionel, men samtidig innovativ kødforarbejdende virksomhed, hvis pølser under mærket Böklunder er kendte i hele Tyskland. Böklunder indførte som den første virksomhed i Tyskland en meget udstrakt automatisk pølseproduktion, og anses som opfinderen af pølser i glas. Böklunder havde også en betydelig andel i udviklingen af twist-off låget i konservesindustrien. 
 
Teknologicentre
Et hovedproblem for unge, innovative iværksættere er den høje risikofaktor, som kan være en trussel for en virksomheds eksistens. I den dansk-tyske grænseregion findes der derfor siden midt i 1990-erne et samarbejde i teknologicentre, som tilbyder unge virksomheder rådgivning i spørgsmål vedr. management og innovation.

Nord og syd for grænsen kan små, nye innovative virksomheder få bistand fra rådgivning- og innovationscentre som  Udviklingspark Syd i Sønderborg, Technologiezentrum i Flensburg samt Zentrum für Energie und Technik i Rendsburg. I disse teknologicentre kan unge forskere i samarbejdet med virksomhederne undersøge, om ideerne kan omsættes til en konkret produktion. Virksomheder kan også leje lokaler og laboratorier for at kunne videreudvikle egne produkter.

Infocenter

Informationer for arbejdstagere, arbejdsgivere og myndigheder om skat, social sikring og arbejdsmarkedet på: www.pendlerinfo.org

Publikationer

Publikationer

 

 

Blandt naboer

Best-Of fra de fire partneraviser: Der Nordschleswiger, Flensborg Avis, Jydske Vestkysten og sh:z aviserne.

RSS-Feed