Rounded Rounded

Sundhedsvæsen

Sygeforsikring i Schleswig-Holstein

I Tyskland er alle forpligtede til at være sikrede i en sygekasse. Man kan vælge den sygekasse, man ønsker. Børn og ægtefæller uden indkomst er ligeledes forsikrede i sygekassen.

Når den forsikrede er blevet behandlet hos den privatpraktiserende læge, betaler han ved det første lægebesøg kun sin egen andel af regningen på 10 Euro per kvartal. Udgifterne afregnes direkte med sygekassen, det såkaldte ’Sachleistungsprinzip’. Af udgifterne til medikamenter må den forsikrede dække en del af omkostningerne (10 %, mindst 5 og højest 10 Euro)., om end der findes mulighed for dispensation. Ifølge loven er det sygeforsikringens medicinske tjeneste der kontrollerer nødvendigheden af de lægelige ydelser. Ifølge loven er det sygeforsikringens medicinske tjeneste, der kontrollerer nødvendigheden af de lægelige ydelser. Bestemmelserne er fastsat i Sociallovbogens 5 bind.

Tjenestemænd, selvstændige og arbejdstagere kan frivilligt melde sig i den lovpligtige sygesikring eller lade sig forsikre ved en privat sygeforsikring, når de 3 år i træk overstiger den af loven fastsatte tjenestegrænse for forsikringspligten (i 2010 på 49.950 Euro). I den private sygeforsikring må hvert enkelt familiemedlem forsikre sig selv, dvs. at familiens forsikringsbidrag forhøjes for hvert yderligere medlem. Placeringen i en bestemt bidragskategori for forsikringsniveauet afhænger af individuelle forhold som alder, køn og sundhedstilstand. I almindelighed gælder princippet, at jo yngre (og jo sundere) forsikringstager, desto mindre er bidraget.

Forsikringstageren betaler almindeligvis straks for lægebehandlingen, hvis der er tale om bagatelbeløb og får det siden refunderet af forsikringskassen. Større regninger kan dog straks sendes til forsikringskassen, der så afregner med lægen. På samme måde betaler den forsikrede den faktiske pris for medicin og indsender derpå recepten til refusion af udgiften.

Sygesikring i Danmark

Alle der bor i Danmark har ret til ydelser fra den offentlige sygesikring. Regionerne og kommunerne har ansvaret for at administrere Sundhedslovens bestemmelser og den offentlige rejsesygesikring.

Bopælskommunen udsteder et ”Sundhedskort” som dokumentation for at en person har ret til ydelser fra den offentlige sygesikring. Man skal derfor altid medbringe sundhedskortet ved henvendelser til læge, speciallæge, tandlæge, fysioterapeut, psykolog, apotek etc.

Sygesikringen består af to grupper, som man frit kan vælge mellem. Gruppens nummer fremgår af sundhedskortet. Man kan skifte gruppe én gang årligt ved henvendelse til sin kommune.

I sikringsgruppe 1 skal man vælge en praktiserende læge, som derefter generelt fungerer som kontakt til det offentlige sundhedsvæsen, med mindre man får behov for akut hjælp. Af sygesikringskortet fremgår den praktiserende læges navn og adresse.  Alle i gruppe 1 har ret til gratis behandling hos alment praktiserende læger og speciallæger. Til de øvrige behandlingsområder som fodterapi, kiropraktik, psykologi, speciallæger, tandlæger gives der tilskud.  De fleste borgere vælger gruppe 1.
 
I gruppe 2 tilmelder den sikrede sig ikke en bestemt læge eller speciallæge, men kan henvende sig til den læge, som man ønsker. Modsat gruppe 1 får gruppe 2 medlemmer kun delvist refunderet sine udgifter. Oprindelig var opdelingen i de to grupper indkomstafhængig, men siden 1976 har borgerne frit kunnet vælge.

Sygesikringen yder tilskud til medicin. Tilskuddets størrelse afhænger af forbruget af tilskudsberettiget medicin i løbet af et år. Voksne kan få fra 50 – 85 % i tilskud af medicinudgifter over 850 kr i 2010.
Sygesikringen omfatter også en rejsesygesikringsordning, som garanterer lægehjælp under akut opstået sygdom i EU, Færøerne, Grønland og en række små europæiske stater. Ved hjemtransport på grund af sygdom fra udlandet, bortset fra de nordiske lande, betaler man selv omkostningerne.
Sundhedskort for pendlere
Hvis man arbejder i Danmark, men bor i et andet EU/EFTA-land, kan man få et særligt sundhedskort, som giver adgang til behandling i Danmark på lige vilkår med andre. For at få det særlige sundhedskort kræver det, at man
- arbejder mindst 9 timer om ugen/ 18 timer pr. 14 dage/ 39 timer om måneden i Danmark
- indbetaler ATP
- ikke arbejder over en vis procentsats i sit bopælsland

Midlertidigt ophold i Danmark
Ved midlertidigt ophold i Danmark – f.eks. ferie – har man ret til gratis behandling i det offentlige sundhedssystem. Man vil dog kun modtage en behandling, der gør det muligt at rejse hjem. Behandling ud over den akut nødvendige må man betale for eventuelt via privat forsikring.

Privat forsikring
I Danmark har en stor del af befolkningen tegnet en supplerende forsikring i Sygeforsikringen ’Danmark’, der refunderer medlemmernes egne udgifter til f.eks. lægemidler, briller og tandlæge. En lille del af medlemmerne har en udvidet dækning, der omfatter 2/3 af udgifterne ved operationer af knæ og hofter uden for det offentlige sygehusvæsen. 

Private sygeforsikringer har i de seneste år fået en styrket placering på grund af ventetiderne i sundhedsvæsenet. De store, almindelige forsikringsselskaber har tegnet forsikring for en del danskere, normalt gennem firmabaserede kontrakter, der dækker grupper af medarbejdere. Formålet med en sådan sundhedssikring er at give medarbejderne mulighed for behandling uden for det offentlige sygehusvæsen.

Inden for gruppelivsforsikring, for det meste i forbindelse med pensionsordninger gennem arbejde, er der udviklet en særlig sygeforsikring, der dækker en stor del af befolkningen, som i tilfælde af en alvorlig lidelse, f.eks. kræft, kan få udbetalt et større beløb, der kan bruges fuldstændig frit.


Fra sygekasse til sygesikring
Historisk set var sygesikring i Danmark baseret på private sygekasser. Ved sygekasseloven af 1892 trådte staten dog til med støtte til den frivillige sygesikring for ubemidlede. Fra 1933 var medlemskab af en privat, anerkendt sygekasse en forudsætning for at opnå alders- og invaliderente. Efter Anden verdenskrig har det offentlige i stigende grad dækket ydelserne til læge- og sygehusbehandling. I 1973 afskaffedes de private sygekasser og erstattedes af den nugældende offentlige sygesikring, der dækkes af skatterne til det offentlige.

Privatpraktiserende læger syd for grænsen
Det er lægeforeningen(Kassenärztliche Bundesvereinigung), der skal sikre at der er en tilstrækkelig lægedækning. Den meddeler lægerne, hvilke fagområder der er ledige og i hvilke amter og byer. Derved sikrer man - hvis der er et tilstrækkeligt antal læger til rådighed - en omfattende dækning af både alment praktiserende læger og speciallæger. Det hører også til lægeforeningens opgaver at meddele bemyndigelse til sygehuslæger. Desuden er det lægeforeningens opgave at vogte over lægegerningens udøvelse og sørge for lægernes efter- og videreuddannelse.
I Schleswig-Holstein arbejder der for øjeblikket 13.969 læger, heraf er 4.360 praktiserende læger og 5.198 ansat på sygehuse.
Frit lægevalg
Der er frit lægevalg, så enhver patient kan opsøge en læge efter eget valg. Principielt tilstræbes det i stigende grad igen, at patienten først konsulterer egen læge, som så henviser patienten til en speciallæge. Som hovedregel står det dog enhver patient frit for at opsøge en speciallæge straks, hvis der måtte være behov for det. Med indførelsen af et praksisgebyr den 1. januar 2004 som led i den hidtil seneste sundhedsreform skal der betales et engangsgebyr på 10 euro, første gang man går til lægen i et kvartal. Skal man undersøges flere gange hos forskellige speciallæger, er en henvisning uomgængelig (det er også muligt fra en speciallæge til en anden), da man ellers ville skulle betale praksisgebyret igen. Første gang man går til tandlæge i et kvartal skal man betale 10 euro, man får ingen henvisning til tandlæge.

Netværk af praksisser
For at sikre patienterne en bedre behandling, slutter stadig flere lægepraksisser sig sammen i netværk for at opnå synergieffekter. I Slesvig-Holsten findes der 20 sådanne netværk, i grænseområdet findes de omkring Flensborg og Slesvig. 
Forudsætningen for en forbedret behandling gennem sådanne netværk er, at der er indgået en såkaldt integreret behandlingsaftale med sygekasserne. I Slesvig-Holsten drejer det sig her især om følgende sygekasser: AOK Schleswig-Holstein, TK Schleswig-Holstein, DAK, Barmer-GEK og IKK.

Netværkene har som deres generelle mål at styrke udvekslingen af informationer og samarbejdet mellem lægerne og få sammenknytningen af den ambulante og den stationære behandling til at fungere bedst muligt. På den måde vil patienterne kunne behandles i overensstemmelse med deres behov og om muligt uden økonomisk sektoropdeling. Desuden undgår man, at der sker dobbeltundersøgelser.

Yderligere informationer:
Se sygekassernes hjemmesider og
http://www.arztfindex.de/cgi-bin/index.pl
http://www.aeksh.de/Startseite/indexw3c.htm
http://www.kvsh.de/

Privatpraktiserende læger nord for grænsen

Almen lægepraksis i Danmark er karakteriseret ved at alle borgere skal have let og uvisiteret og vederlagsfri adgang til den praktiserende læge uanset økonomisk formåen. Den gratis lægebehandling er en del af den service, der kan ydes gennem den danske sygesikring, som er finansieret gennem skattesystemet.


De praktiserende læger er speciallæger i almen medicin. Lægerne fungerer under Landsoverenskomst om almen lægegerning forhandlet mellem Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation. Antal og fordeling af praktiserende læger beror på geografiske forhold og befolkningstæthed.
Overordnet er samarbejdet mellem almen praksis, regioner og kommuner fastsat i Landsoverenskomsten. Honoreringen af de praktiserende læger er bestemt i overenskomsten og der er endvidere bl.a. bestemmelser for samarbejdet omkring kvalitetsudvikling, uddannelse og forskning. 
I det daglige administreres lægernes virksomhed i henhold til overenskomsten primært i den Region, som praksis er beliggende i. Lægernes honorarer udbetales fra Regionen. 
Efter kommunalreformen pr. 1. januar 2007 har kommunerne fået større opgaver på bl.a. forebyggelses- og genoptræningsområdet, hvilket medfører, at samarbejdet med kommunerne får en større betydning i arbejdet hos almen praksis.
Kommunerne administrerer efter kommunalreformen fortsat lægeskifte i det daglige; dvs. man skal som borger henvende sig på sin kommune, såfremt man ønsker at skifte læge.
Der er i Region Syddanmark 800 praktiserende læger fordelt i godt og vel 400 praksis.

Offentlig sundhedsomsorg syd for grænsen

Ydelserne i forbindelse med sygdomsforebyggelse fremgår af §§ 20 pp. i den tyske sociallovbog V (SGB V). Hertil hører også forebyggelse af tandsygdomme, f.eks. gruppeprofylakse i børnehaver, skoler og handicapinstitutioner, men også i form af individuel profylakse. 
Specielt med henblik på tandsundheden er der indført et såkaldt bonushæfte, hvor de årlige profylaktiske undersøgelser bliver registreret, som man regelmæssigt skal gå til, for at sygekassen vil betale fuldt tilskud til inlays, tandkroner og protese (ellers beskæres tilskuddet fra sygekassen).

Bliver der ved et læge-/tandlægebesøg udelukkende foretaget en forebyggende helbredsundersøgelse, skal patienten ikke betale 10 euro i praksisgebyr, som ellers er blevet opkrævet pr. kvartal siden den seneste sundhedsreforms ikrafttrædelse den 1. januar 2004.

Krav på lægebehandling m.m.
De forebyggende medicinske ydelser omfatter den forsikredes krav på lægebehandling, lægemidler, forbindinger og hjælpemidler, hvis det er nødvendigt
1. for at forhindre en svækkelse af helbredet, som inden for overskuelig tid formodentlig vil føre til en sygdom;
2. for at modvirke en fare for et barns helbredsudvikling;
3. for at forebygge sygdomme eller forhindre, at de forværres - eller
4. for at undgå plejebehov.

Til de forebyggende medicinske ydelser hører endvidere den forsikredes krav på 
1. rådgivning fra lægen om svangerskab og svangerskabsforebyggelse; 
2. undersøgelse og ordinering af svangerskabsforebyggende midler - samt
3. medicinsk forebyggelse for mødre og fædre i påkrævede tilfælde i form af et mor-barn/far-barn-kurophold.

Tidlig diagnosticering af sygdomme 
Ydelserne med henblik på tidlig diagnosticering af sygdomme fremgår af §§ 25 og 26 i SGB V.

Hertil hører 
- alle undersøgelser af forsikrede børn indtil det fyldte 6. år. Efter det fyldte 10. år en undersøgelse med henblik på tidlig diagnosticering af sygdomme, som i ikke ubetydelig grad ville udgøre en fare for deres fysiske og psykiske udvikling;
- en helbredsundersøgelse hos lægen hvert andet år efter det fyldte 35. år med henblik på tidlig diagnosticering af sygdomme (hjerte-kar- og nyresygdomme samt sukkersyge);
- en undersøgelse max. en gang årligt med henblik på en tidlig diagnosticering af kræftsygdomme. For kvinders vedkommende fra det fyldte 20. og for mænd fra det fyldte 45. år.

I nogle år har sygekasserne også betalt influenzavaccination for
- personer, som er i kontakt med mange mennesker;
- personer, som på grund af deres arbejde er i en særlig risikogruppe (læger, plejepersonale);
- ældre, som er særligt udsatte.

Programmer, kurser
Derudover tilbyder sygekasserne forebyggende foranstaltninger (programmer, kurser), der har til formål at forhindre eller udsætte bestemte sygdomme ved en sund livsstil.

Disse tilbydes primært inden for områderne
1. stresshåndtering og afspænding
2. motion og 
3. ernæring

Typisk betaler sygekasserne 80 % af udgifterne forbundet med et årligt tilbud, og de forsikrede selv har en egenbetaling på 20 %. For forsikrede, som er fritaget for at skulle betale ekstra, reduceres egenandelen til 10 %. I mange tilfælde kan man deltage gratis, indtil man er fyldt 18 år.

Yderligere informationer:
http://bmg.bund.de/praevention.html

Offentlig sundhedsomsorg nord for grænsen

Regionerne og kommunerne er efter den danske Sundhedslov ansvarlige for forebyggelse og behandling af sygdomme, lidelser og funktionsbegrænsninger. Loven skal bl.a. sikre behovet for let og lige adgang til sundhedsvæsenet og behandling af høj kvalitet. Denne indsats er i høj grad betalt via skatterne. 

Kommunale sundhedsydelser
Kommunerne skal tilrettelægge deres tilbud, så de dels yder en generelt forebyggende og sundhedsfremmende indsats, dels en individorienteret indsats over for børn, og specielt børn med særlige behov.

Kommunerne skal bistå skoler, daginstitutioner og dagpleje med en vederlagsfri vejledning om almene sundhedsfremmende foranstaltninger.

Den individorienterede indsats er ligeledes vederlagsfri. Kommunerne skal tilbyde alle børn og unge sundhedsvejledning  ved en sundhedsplejerske. Børn i den undervisningspligtige alder får desuden to forebyggende helbredsundersøgelser ved en læge.  Børn og unge med særlige behov skal have tilbudt en øget indsats. 

Alle børn og unge i kommunen under 18 år skal vederlagsfrit have forebyggende og behandlende tandpleje, enten på offentlige tandklinikker eller hos praktiserende tandlæger.

Kommunen skal tilbyde en omsorgstandpleje til voksne personer, der på grund af nedsat førlighed eller et vidtgående handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tilbud.  Det kan ske på en kommunal klinik eller hos en praktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker.  Personerne kan dog eventuelt selv skulle betale en del af udgiften. I samarbejde med regionen giver kommunen desuden et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede mm.

Også inden for andre felter skal kommunen efter lægelig vurdering stille vederlagsfri behandling til rådighed. Det gælder således hjemmesygepleje. Endvidere skal kommunen tilbyde genoptræning af personer, der udskrives fra sygehus. Endelig skal kommunen tilbyde alkoholmisbrugere og stofmisbrugere behandling.
Indsatsen fra Region Syddanmark
Regionsrådene har ansvaret for sygesikring dvs. lægehjælp, hjælp hos andre praktiserende sundhedspersoner, medicin m.m.  Udgifterne til Sygesikring er for Region Syddanmark i året 2007 skønnet til 4,2 mia. kr.

Forebyggende helbredsundersøgelser
Regionsrådet dækker andre vederlagsfri ydelser hos den praktiserende læge. Det gælder forebyggende helbredsundersøgelser og vejledning om svangerskabshygiejne til gravide kvinder. Hvert andet år tilbyder Regionsrådet brystundersøgelser til kvinder mellem 50 og 69 år, som har bopæl i regionen.

Regionsrådet yder vederlagsfri vaccination mod visse sygdomme samt giver tilskud til lægeordinerede ernæringspræparater. Der ydes desuden et særligt tandplejetilbud til børn og unge under 18 år. Regionsrådet giver tilskud til køb af lægemidler efter nærmere regler.
Efter nærmere regler tilbyder Regionsrådet en genoptræningsplan til patienter som efter udskrivning har et lægefagligt behov for fortsat genoptræning.

Behandling på sygehuse mm.
Regionsrådet yder vederlagsfri sygehusbehandling ved sit eget sygehusvæsen til personer, der har bopæl i regionen, desuden ved andre regioners sygehuse og ved de ved de i loven nævnte private specialsygehuse. Man yder desuden akutbehandling til personer, som ikke har bopæl i landet, men som midlertidigt opholder sig i regionen.

Der er frit sygehusvalg, og en person der henvises til sygehusbehandling, kan principielt vælge mellem sin egen regions og andre regioners sygehuse samt et antal private specialsygehuse, der er nævnt i Sundhedsloven. Desuden har patienterne garanti for, at ventetiden på behandling i det offentlige sygehusvæsen ikke overstiger 2 måneder. I modsat fald har patienten ret til behandling på et privathospital betalt af det offentlige.

Der ydes befordring og befordringsgodtgørelse efter nærmere fastsatte regler til personer, der har ret til vederlagsfri sygehusbehandling.

Sygehuse i Schleswig-Holstein
Sygehusvæsenet i Schleswig-Holstein bliver koordineret på amtsplan. Mange sygehuse drives af private organisationer, hvilket dog - bortset fra mindre, specielle privatklinikker - ikke spiller nogen rolle for patienterne og finansieringen. Nogle specialklinikker og også universitetshospitalerne er underlagt delstatens forvaltning. I princippet er der frit sygehusvalg.

Sygehusene findes ikke kun i amtsbyerne, men også i mindre byer. Generelt har alle sygehuse afdelinger for kirurgi og intern medicin samt forskellige specialer.

De to store sygehuse i Flensburg, Franziskus-Hospital og Diakonissenanstalt, har tilsammen mere end 800 senge. Disse to sygehuse samt sygehusene i Amt Schleswig-Flensburg, Martin-Luther-Krankenhaus i Schleswig og sygehuset i Kappeln  bliver drevet som almennyttige anpartsselskaber. Endvidere findes der en fagklinik i Schleswig og et specialsygehus for psykiatri og psykoterapi i Kropp med en gerontopsykiatrisk dagklinik og en psykiatrisk ambulant afdeling.
Efter at det ved en folkeafstemning blev forhindret at privatisere de nordfrisiske klinikker, drives sygehusene i Tönning, Husum, Niebüll og Wyk på øen Föhr fortsat af amtet. Dem kan man finde på den fælles internetadresse www.klinikum-nf.de. I Westerland på øen Sild ligger der et femte sygehus med 128 senge og en stor genoptræningsafdeling, der drives af et privat anpartsselskab.

Sygehuse i Region Syddanmark

Efter sundhedsloven har Region Syddanmark ansvaret for at skaffe regionens borgere tilbud om behandling hos de praktiserende sundhedspersoner samt at varetage sygehusvæsenets opgaver, dvs. regionens egne sygehuse og de tilknyttede behandlingsinstitutioner m.v.

De somatiske sygehuse i regionen er fortrinsvis sygehusenheder, som region Syddanmark den 1. januar 2007 overtog fra de 4 nedlagte amter. Det var Sygehus Fyn, Sydvestjydsk Sygehus, Vejle, Fredericia og Kolding sygehuse samt de sønderjyske sygehuse. Det største sygehus er Odense Universitetshospital. Sygehusene i regionen samarbejder indbyrdes og med de ny kommuner for at give patienterne den bedst mulige behandling. Regionens nettobudget for de somatiske sygehuse i 2007 løber op i 9,4 mia kr, hvoraf der til sygehus Sønderjylland bruges 1,5 mia kr.

Sygehus Sønderjylland(SHS) er en sygehusenhed med aktiviteter på adresser i fire byer: Aabenraa Sygehus, Haderslev Sygehus, Sønderborg Sygehus og Tønder Sygehus. Denne struktur trådte i kraft i juni 2004.Specialer og funktioner på de tidligere selvstændige sygehuse blev samlet og der blev etableret én sygehusledelse i Aabenraa. 

Selvom placeringen er på fire adresser, er der et tæt samarbejde internt i afdelingerne og i mellem afdelingerne. På Sygehus Sønderjylland findes der én afdeling inden for hvert fagområde, selvom der er medarbejdere og afsnit på flere fysiske adresser. De kirurgiske specialer findes fortrinsvis i Aabenraa, mens de medicinske specialer især er placeret i Sønderborg. Fordelingen af sygehusets specialer fremgår af oversigten.
 

Sygehus Sønderjylland er Region Syddanmarks næstestørste sygehus. Sygehuset har ca. 3100 medarbejdere og 640 senge, og der foretages årligt ca. 230.000 ambulante behandlinger og 40.000 udskrivelser. Hvert år kommer omkring 2500 børn til verden på Sygehus Sønderjylland og centerskadestuen har ca. 37.000 besøg.
Centerskadestue og skadeklinikker
På Sygehus Sønderjylland har man specialiseret behandlingen af de akutte patienter på en centerskadestue i Aabenraa og tre skadeklinikker i Sønderborg, Haderslev og Tønder. Centerskadestuen behandler svært tilskadekomne patienter, som kommer dertil enten i ambulance eller ved egen transport.
Skadeklinikkerne er åbne alle dage kl. 8.00 – 22.00. Skadeklinikkerne behandler mange lettere skader, så patienterne ofte ikke behøver at tage til centerskadestuen, når de kommer til skade. På skadeklinikkerne arbejder specialuddannede behandlersygeplejersker.

Et kvalitetsgodkendt sygehus
Sygehus Sønderjylland sikrer høj kvalitet i undersøgelse, behandling, pleje og genoptræning for borgerne i Sønderjylland døgnet rundt. Som det eneste sygehus udenfor hovedstadsområdet, har sygehuset siden 2004 været kvalitetsakkrediteret. Sygehuset er blevet bedømt på og lever op til en lang række danske og internationale kvalitetsstandarder. 

Privathospitaler i Sønderjylland
Damp Sundhedscenter Tønder er et dansk privathospital i Sønderjylland, der ligger i Tønder i samme bygning som Tønder Sygehus. Det har eksisteret siden 2003 og har 25 senge. Privathospitalet er en del af det tyske Damp Holding AG, der er Nordeuropas største udbyder af ortopædkirurgiske behandlinger og som startede med at operere patienter med behov for en ny knæ- eller hofteprotese. 

Et andet specialhospital er Kong Christian X’s Gigthospital i Gråsten med 55 sengepladser, som Gigtforeningen har drevet i mange år.

Sygehussamarbejde
Sygehusene i grænseregionen arbejder tæt sammen for at udnytte synergieffekter i patientbehandlingen. I forbindelse med de fleste former for samarbejde spiller Diakonissenanstalt (DIAKO) i Flensborg en hovedrolle.
 
I 1997 blev den almennyttige forening Tumorzentrum Flensburg e.V. således stiftet af læger fra DIAKO Flensburg, Malteserkrankenhaus St. Franziskus Hospital, Flensburger Ärzteverein e.V., Martin Luther Krankenhaus Schleswig, Kreiskrankenhaus (KKH) Husum, KKH Niebüll og Asklepius Nordseeklinik Westerland. Den beskæftiger sig primært med forebyggelse, diagnosticering, behandling og efterbehandling af tumorsygdomme, og den har som et erklæret mål at arbejde tæt sammen med universitetscentrene, Schleswig-Holsteinische Krebsgesellschaft (det slesvig-holstenske kræftselskab) og de danske onkologer i Sønderjyllands Amt.
 
Også DIAKO's kompetencecenter for psykiatri med en psykiatrisk klinik arbejder tæt sammen med både dagklinikken for voksne, børn og unge, ambulatoriet, de psykiatriske og psykoterapeutiske praksisser i regionen og sundhedsstyrelsens tjenestegrene på det diagnostiske og det terapeutiske område. Endvidere indgår man i et tæt samarbejde og udveksler erfaringer med fagklinikkerne i Schleswig, klinikkerne i Breklum og Bredstedt samt institutioner i Danmark, bl.a. Augustenborg.
 
Sygehusene på tysk side indgår også i et intensivt samarbejde på andre områder, og her kan f.eks. nævnes:
- brystcenter NORD
- sundhedsnetværket (netværk af praksisser i regionen, DIAKO, Fachhochschule Flensburg, Malteser Krankenhaus St. Franziskus-Hospital, AOK Schleswig-Holstein)
- modelregion for det elektroniske sundhedskort Schleswig-Holstein
- kompetencecenter for hjerte-kar 
- kompetencecenter for bugsygdomme
 
Grænseoverskridende programmer med EU-støtte (Interreg)
Med kompetencecentret for telematik/telemedicin har DIAKO i seks år været teleradiologisk udbyder af computertomografiske undersøgelser på Sild, uden at der behøver at være en radiolog til stede på øen. Man vurderer også specielle undersøgelser ved hjælp af teleradiologi for sygehuset i Niebüll. Som led i et Interreg-projekt støttet af EU bidrager DIAKO med sine erfaringer ved udviklingen af et grænseoverskridende telemedicinsk netværk mellem sygehusene i Sønderjylland/på Fyn/Uni Kiel og Flensborg. 
 
I perioden 1. september 2000 - 31. januar 2002 deltog DIAKO i Interreg-projektet "Grænseoverskridende udvikling inden for plejeuddannelse", hvor Den Sønderjyske Sygeplejeskole var samarbejdspartner på dansk side. Projektet udmøntede sig bl.a. i, at der blev udarbejdet en dansk-tysk fagordbog, udviklet et sprogkursus "Dansk for plejere", udarbejdet fælles delstudieplaner om emner som "Livskvalitet i alderdommen", "Pleje af døende" og "Pleje af demente" og organiseret programmer for udveksling af elever og lærere samt praktikophold.

Plejeforsikring syd for grænsen

Den sociale plejeforsikring er en lovpligtig forsikring inden for det tyske socialsikringssystem. Den gælder i hele Tyskland og finansieres af indtægtsafhængige bidrag fra medlemmer og arbejdsgivere. Plejekasserne er ansvarlige for at løseopgaven, men deres opgaver løses af sygekasserne.

Plejeforsikringen blev indført i januar 1995 som "femte søjle" i den tyske socialforsikring i den tyske sociallovbog XI (SGB XI) - efter sygesikring, arbejdsulykkesforsikring, pensionsforsikring og arbejdsløshedsforsikring. Alle lovpligtigt sygeforsikrede er automatisk optaget i plejeforsikringen. Er man ikke forsikret på den måde, kan man af egen drift lade sig optage i plejeforsikringen. Alle, som var forsikret i en privat sygeforsikring, blev medlem af den private plejeforsikring.

Hvis der foreligger et dokumenteret øget behov for plejebehandling og hjælp i hjemmet (plejepatient), dækker den en del af udgifterne til plejen i hjemmet eller på et plejehjem/en institution. Den sociale plejeforsikring skal supplere indsatsen i hjemmet, hvor pleje og omsorg ydes af familien, naboer og ulønnede frivillige. 

Pleje i hjemmet går forud for pleje på institution

Formålet med plejeforsikringen er at bevare de evner til at klare sig selv, der måtte være til stede hos personen, og reaktivere dem, der måtte være gået tabt. Kommunikationen med de berørte skal forbedres ved levering af en tjenesteydelse (plejepersonale), evnesvage og psykisk handicappede, psykisk syge og sindslidende skal finde sig bedre til rette i deres egne omgivelser. I forbindelse med alle ydelser gælder princippet om, at pleje i hjemmet går forud for pleje på en institution.
 
De tre plejetrinsniveauer
For at kunne modtage hjælp fra plejeforsikringen skal den plejetrængende person sende en ansøgning til sin sygekasse eller den tilknyttede plejekasse. Sygekassen lader deres medicinske tjeneste eller fra den socialmedicinske tjeneste, hvis der er tale om personer forsikret i minearbejdernes sygekasse, udarbejde en erklæring med henblik på at fastlægge plejebehovet, plejeomfanget og dermed også plejetrinsniveauet. 

Der findes tre plejetrin:
I - betydeligt plejebehov
II - stort plejebehov
III - meget stort plejebehov

De vigtigste ydelser fra plejeforsikringen er:
- kontantydelser til pleje i hjemmet udført af plejepersonale, som den plejekrævende selv har fundet; 
- plejehjælp i hjemmet udført af en ambulant plejetjeneste – plejeservice;
- en ydelse, der kombinerer to nævnte muligheder;
- deltidspleje på en institution (dag- eller natpleje);
- ydelser i form af varig pleje (anbringelse på plejehjem/institution).

Derudover findes der en lang række ekstra behovsafhængige ydelser:

- pleje i tilfælde af, at de pårørende m.fl. er forhindrede
- korttidspleje
- yderligere omsorgsydelser
- boligforbedringer 
- plejekurser osv.

Pleje i hjemmet syd for grænsen

Ydelserne fra plejeforsikringen er nævnt i den tyske sociallovbog XI (SGB XI). Plejen i hjemmet kan foregå på forskellig vis, og det kan der bevilges forskellige ydelser til. 
1. En plejeperson, som den plejekrævende selv har skaffet (f.eks. privat og privatorganiseret blandt familie, venner og bekendte) - kontantydelse;
2. plejehjælp i hjemmet udført af en ambulant plejetjeneste - plejenaturalydelse;
3. eller en kombination af begge.

Kontantydelse
Ved kontantydelser til pleje i hjemmet udført af plejepersoner, som den plejekrævende selv har skaffet, er der tale om støtte til anerkendelse af privat hjælp, til en form for "frivilligt arbejde". Der er altså ikke tale om, at plejepersonerne har et ansættelsesforhold, de skal derfor heller ikke tilmeldes nogen steder, der kræves ingen arbejdstilladelse eller øvrige godkendelser. Dette gælder uanset, om der er tale om grundpleje eller hjælp i husholdningen.

Det er blot en forudsætning, at den pågældende form for pleje er garanteret i tilstrækkelig grad, hvilket en sagkyndig fra sygekassernes medicinske tjeneste kontrollerer i forbindelse med indplaceringen og godkendelsen af plejeydelsen, og som den sagkyndige skal bekræfte ved efterfølgende kvalitetssikringsbesøg. I forbindelse med disse senere besøg kan der rådgives, og det sikres, at den ikke-faglærte plejeperson giver en tilstrækkelig pleje. Hyppigheden (det må ikke opfattes som kontrol) afhænger af plejetrinnet (ved trin I og II et obligatorisk besøg hvert halve år, ved trin III hver tredje måned).

Kontantydelserne udbetales til den plejekrævende, som eventuelt også kan fordele dem på mere end en person. Den plejekrævende behøver ikke at levere dokumentation for ydelsernes anvendelse i hvert enkelt tilfælde.

- Er der ydet pleje i hjemmet i mere end 12 måneder, er der mulighed for at gøre brug af såkaldt pleje i tilfælde af forhindring (hvis plejepersonen er forhindret på grund af sygdom eller ferie) - også kaldet erstatningspleje - ydet af en afløser (§ 39 SGB XI). Udgifterne hertil dækkes i op til i alt 4 uger årligt op til et beløb på maksimalt 1.432 euro. Afløseren kan også være en professionel plejetjeneste.

- Ved behov dækker plejeforsikringen også udgifterne til plejekurser for pårørende og andre frivillige plejepersoner. Dette kræver ikke, at den plejekrævende er indplaceret på et plejetrin.

- For plejepersoner, som ikke oppebærer pension og hvis forsikringspligtige beskæftigelse er på under 30 timer om ugen, betaler plejeforsikringen bidrag til den lovpligtige pensionsforsikring, hvis størrelse afhænger af den ugentlige arbejdstid og plejetrinnet.

- Plejeforsikringen kan også bevilge udgifter til boligforbedringer (f.eks. løfteudstyr, handicapvenligt badeværelse, trappelift) op til en øvre grænse på 2.557 euro pr. tiltag. Den plejekrævende skal selv dække 10 % af udgifterne til ombygningen. Egenandelen må dog ikke overstige 50 % af de månedlige bruttoindtægter til livets ophold.
 
Naturalydelse
Står en ambulant plejetjeneste for plejen i hjemmet, så er der i henhold til SGB XI tale om en plejenaturalydelse, idet plejeforsikringen betaler ambulante plejetjenester, som påtager sig plejen i hjemmet. Disse plejetjenester afregner direkte med plejekassen, der sker ingen udbetaling til den plejede person eller dennes pårørende. Plejekrævende kan gøre brug af sådanne naturalydelser fra ambulante plejetjenester op til et månedligt maksimumsbeløb. I særligt svære tilfælde (hvis behovet langt overstiger grænsen for plejetrin III, f.eks. en kræftsygdom i slutstadiet, svær demens eller patienter i koma), kan beløbet hæves med ca. 500 euro.

De ambulante plejetjenester tilbydes af forskellige organisationer, f.eks. Diakonie, DRK, Malteser, AWO - men i stigende grad også af private udbydere.  Udbyderne i Schleswig-Holstein (regioner og byer) findes på adressen http://www.pflegedienst.org/Schleswig-Holstein-Land.html http://www.pflegedienst.org/Schleswig-Holstein-Land.htm

Det er også muligt at få en kombination af kontant- og naturalydelse. Som eksempel herpå kan nævnes det tilfælde, hvor den personlige pleje forestås af en plejetjeneste (plejenaturalydelse) og hjælpen i husholdningen forestås af en pårørende (kontantydelse) eller omvendt.

Pleje i hjemmet nord for grænsen

Hjemmehjælp er den almindelige betegnelse for kommunens lovbestemte pligt (Lov om social service kap. 14) til at yde personlig og praktisk hjælp i hjemmet. Formålet er at give ældre og handicappede mulighed for at blive boende i eget hjem. Det er hjælp til selvhjælp og ydes som et supplement til de opgaver, som modtageren midlertidigt eller varigt er ude af stand til at udføre. Hjemmehjælpen skal desuden støtte modtageren i at bevare eller genvinde et fysisk eller psykisk funktionsniveau.

I følge loven kan der ydes a) midlertidig hjælp b) varig hjælp c) hjælp til lejlighedsvis afløsning og d) tilskud til udgifter til hjælpere, som modtageren selv antager. Tilbuddet om hjælp i hjemmet (uanset boligform) omfatter personlig hjælp og pleje samt støtte til nødvendige praktiske opgaver.

Kommunen skal offentliggøre en ’kvalitetsstandard, der giver præcise mål for, hvilke hjemmehjælpsydelser, den yder, samt hvem der er berettiget til dem. Som eksempel på personlig hjælp og pleje kan nævnes hjælp til personlig hygiejne, spisning og påklædning. Praktiske opgaver kan være rengøring eller indkøb. Kvalitetsstandarderne for de sønderjyske kommuner findes på deres hjemmesider.

Tildelingen af hjælp skal ske efter en konkret, individuel vurdering af den enkelte ansøgers behov for hjælp ved en såkaldt ’visitation’. Når en repræsentant fra kommunen kommer i hjemmet for at vurdere behovet for hjælp, har borgeren ret til at have en bisidder med som støtte ved samtalen.Der kan godt stilles krav til, at en ægtefælle udfører praktiske opgaver i hjemmet. Den tildelte hjælp gives oftest til helt konkrete opgaver, og nogle kommuner oplyser hvor meget tid, der er afsat til løsning af opgaverne.

Modtagerens behov afgør, om kommunen giver hjælpen som varig eller midlertidig hjælp. Hvis kommunen vurderer, at modtageren selv vil blive i stand til at udfører opgaverne, vil det blive en midlertidig hjælp, hvor kommunen kan kræve betaling for det. Der er ingen tidsbegrænsning for den midlertidige hjælp. Hvis modtageren har et varigt behov, skal hjælpen fra starten ydes som varig hjælp, der er gratis. Lovmæssigt er hjemmehjælpsmodtagernes retssikkerhed nøje fastlagt, så de kan være sikre på at få den hjælp af kommunen, som de har krav på.

Tidligere var det næsten kun kommunen, som udførte selve hjælpen. I dag skal kommunen give borgeren valgfrihed til at vælge en anden leverandør af personlig og praktisk hjælp. Det kan være private firmaer eller selvejende institutioner m.fl.Kommunen har pligt til at fastsætte krav til leverandørerne og indgå kontrakt med dem. Hvis kommunen af en eller anden grund ikke kan yde den tildelte hjælp, kan hjemmehjælpsmodtageren efter aftale selv ansætte en hjælper, hvor kommunen yder tilskud til aflønning af hjemmehjælperen. Denne ydelse kan også købes hos et hjemmeservicefirma.

Kommunen skal sørge for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefællen eller nære familiemedlemmer, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Afløsning gives i hjemmet og er gratis, mens aflastning er uden for hjemmet, f.eks. i en aflastningsbolig. Der skal betales for aflastningsophold.

Hjemmehjælpsmodtageren kan helt eller delvist vælge en anden hjælpeydelse, end den der er truffet aftale om. Det kan f.eks. være skift mellem praktisk hjælp og personlig hjælp.Denne fleksible hjemmehjælp skal dog holde sig inden for den tidsramme, som kommunen har afsat.

Borgere, som modtager hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet eller til personlig pleje, har mulighed for selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Principielt er der ingen begrænsning for hvem, der kan udpeges som personlig udvalgt hjælper. Det kan være pårørende, venner, naboer o.l., men ikke et hjemmeservicefirma, med mindre det står på kommunes liste over godkendte firmaer. Kommunen skal godkende denne hjælper, stå for ansættelsen og fastlægge indhold og omfang af hjælpen.

Et særligt klageråd i kommunen behandler klage vedrørende hjemmehjælp fra den enkelte modtager eller dennes pårørende. Klagerådet er sammensat af repræsentanter for byrådet, kommunens Ældreråd og invalideorganisationerne.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, kan klageren anke til det Sociale Nævn i statsamtet, og ved endelig ved principielle sager helt til Den Sociale Ankestyrelse i København.

Plejehjem syd for grænsen

Ved anbringelse på et plejehjem (eller på en  institution drevet af en handicaporganisation) betaler  plejeforsikringen et fast beløb direkte til plejehjemmet/institutionen på mellem 1.032 og 1.432 euro afhængig af det plejetrinsniveau, som beboeren er indplaceret på. I særligt svære tilfælde betales der op til 1.688 euro.

Kontantydelsen er udelukkende bestemt til at dække plejen og den sociale forsorg på institutionen. Beboeren skal altså selv betale udgifterne til kost og logi, investeringsomkostninger og evt. særlige komfortydelser. Desuden må det beløb, som plejeforsikringen skal betale, ikke overstige 75 % af det beløb, som institutionen rent faktisk modtager (bestående af plejetakst, udgifter til kost og logi samt investeringsomkostninger, som kan beregnes særskilt).

Hvis indkomsten ikke kan dække de resterende udgifter forbundet med et plejehjemsophold, heller ikke når de underholdspligtige pårørende er inddraget, kan man søge om såkaldt plejehjælp på de lokale socialkontorer i byer og kommuner.

Det kan være vanskeligt at afgrænse, hvem der skal stille de nødvendige hjælpemidler til rådighed. I praksis gælder spørgsmålet, om plejeinstitutionen eller syge- eller plejekassen skal stille et hjælpemiddel til rådighed. I den forbindelse har syge- og plejekasserne vedtaget retningslinjer på grundlag af hidtidig retspraksis, som fastlægger, hvem der er ansvarlig for de forskellige grupper af hjælpemidler. Dem kan man få oplyst ved at rette henvendelse til de forskellige kasser.

Plejehjem nord for grænsen

Kommunerne skal tilbyde ældre, der har behov for det, en almen plejebolig eller en tilsvarende beboelse på et plejehjem. I lov om almene boliger og social service fra 2007 fastslås det, at en plejebolig skal tilbydes ansøgeren senest 2 måneder efter optagelse på en venteliste, med mindre der er ansøgt om en bestemt bolig.
I praksis varierer det, hvordan den enkelte kommune imødekommer krav og behov ved anvisningen af plejeboliger. Som udgangspunkt er tilbuddet om plejeboliger rettet til borgere, der er ude af stand til at klare sig i deres nuværende bolig, og som har et varigt og betydeligt behov for tilsyn, hjælp eller støtte til personlige og praktiske opgaver. Det indebærer, at sagsbehandlingen i kommunen omfatter ansøgning om en plejebolig og en visitation til en plejebolig.

Visitation
Forud for en ansøgning om plejebolig foretager kommunen en faglig vurdering af ansøgerens behov for en plejebolig. I denne indgår ansøgerens sociale, fysiske, helbredsmæssige og psykiske forhold såvel de nuværende boligforhold. 
 
Kommunen vurderer situationen ud fra forskellige kriterier, - behovet for personlig pleje, for praktisk hjælp i dagligdagen, for omsorg og tilsyn døgnet rundt og for daglig støtte og assistance. Har ansøgeren svært ved eller kan han eller hun slet ikke varetage sine behov. Kommunen foretager en helhedsvurdering, hvor alle kommunens muligheder for at yde hjælp og støtte indgår.
Kommunens afgørelse er skriftlig. Hvis det er et afslag på optagelse på venteliste, skal den indeholde den en begrundelse og en klagevejledning.

Anvisning af plejebolig
For at komme i betragtning til en plejebolig må ansøgeren henvende sig til kommunens omsorgsafdeling, som varetager visitationen.   Hvis man opfylder betingelserne for at blive optaget på ventelisten til en plejebolig, har man ret til frit at vælge mellem forskellige plejeboliger, uanset plejeboligens beliggenhed. Man har også ret til, at ægtefællen eller samleveren fortsat kan indgå i husstanden. Hvis ansøgeren ønsker det, skal den tilbudte plejebolig være egnet til 2 personer.  Ved dødsfald har den efterlevende ret til at blive boende, så længe vedkommende ønsker det. 

Dobbeltvisitation
Hvis en ansøger ønsker at flytte i en plejebolig i en anden kommune, er det en forudsætning, at han eller hun opfylder betingelserne til ventelisten både i fraflytningskommunen og tilflytningskommunen. Tilflytnings-kommunens vurdering af, om betingelserne er opfyldt, skal ske efter de samme retningslinjer som for kommunens egne borgere. For at varetage sine egne borgeres behov kan kommunen dog i særlige tilfælde beslutte, at borgere fra andre kommuner ikke kan optages på venteliste.

Infocenter

Informationer for arbejdstagere, arbejdsgivere og myndigheder om skat, social sikring og arbejdsmarkedet på: www.pendlerinfo.org

Publikationer

Publikationer

 

 

Blandt naboer

Best-Of fra de fire partneraviser: Der Nordschleswiger, Flensborg Avis, Jydske Vestkysten og sh:z aviserne.

RSS-Feed