Rounded Rounded

Sprog

Sprog og dialekter syd for grænsen

I Sydslesvig er der en stor sproglig mangfoldighed. Der høres både tysk, plattysk, dansk, sønderjysk og frisisk. Dertil kommer det uddøende blandingssprog Flensburg petuh. Plattysk er et regionalsprog, og dansk og frisisk er mindretalssprog. Dansk er desuden et fremmedsprog eller nabosprog. Sønderjysk er områdets oprindelige dialekt.

Tysk og plattysk 
Det officielle sprog tysk er både højtysk og et nordtysk standardsprog. De fleste i flertalsbefolkningen og størstedelen af det danske mindretal og af friserne har det som modersmål og hjemmesprog. Nogle taler plattysk som i dag er et regionalsprog. Det kaldes også nedertysk og var officielt sprog indtil 1650. Derefter fik det status som dialekt, men mange fortsatte med at skrive på plattysk. I dag udkommer der også litteratur på plattysk og artikler i lokalaviser, og der er plattyske teaterforestillinger og radio- og tv udsendelser.

Plattysk er i tilbagegang, især i byerne, og de som kan plattysk, behersker i dag også tysk. De er tosprogede. Kun få børn får det som modersmål, men nogle tilegner sig det senere i familien eller lokalsamfundet. De kan også lære det i de skoler, hvor plattysk indgår i undervisningen enten som et valgfag eller som en dimension i tyskundervisningen. Desuden er der hvert år en konkurrence om hvilken skoleelev som er bedst til at læse op på plattysk. Den bliver arrangeret af Schleswig-Holsteinischer Heimatbund, som er meget aktiv i bestræbelserne på at fremme og bevare plattysk.

Plattysk er anerkendt som regionalsprog i Europarådets Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog.

Dansk som mindretalssprog
Dansk er det danske mindretals officielle sprog. Det kan både være rigsdansk og sydslesvigsk, som er dansk påvirket af tysk i udtale, bøjning og ordforråd. Påvirkningen bunder i at de fleste medlemmer taler tysk hjemme og på arbejde og med børnene. De fleste i mindretallet anser sydslesvigsk for at være knyttet til deres mindretalsidentitet, og de værdsætter denne sprogform så den har fået høj status.

I foreningerne og ved kulturelle arrangementer bliver der talt sydslesvigsk og rigsdansk og ofte tillige tysk. I det danske mindretals børnehaver og skoler er sproget dansk, og her bliver børnene tosprogede. I skolen er den sproglige norm rigsdansk, men de som er vokset op i Sydslesvig, taler i stor udstrækning sydslesvigsk. Desuden videreudvikler eller lærer de tysk i faget tysk.

Mindretallets officielle skriftlige kommunikation er enten på dansk eller dansk og tysk, og mindretallets dansksprogede dagblad Flensborg Avis rummer ogsåtyske sider. Ellers spiller dansk som mindretalssprog ikke nogen stor rolle i de øvrige medier.

Dansk er også anerkendt som mindretalssprog i Sprogpagten, som er Europarådets Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog. Det er et udtryk for at mindretallets medlemmer identificerer sig med det danske sprog, selv om det for nogle snarere er et symbol på deres danske sindelag end et dagligsprog.

Sønderjysk 
Sønderjysk er områdets oprindelige dialekt. Gennem tiderne var den dagligsproget fra Ejderen og over den nuværende grænse til Kongeåen. Sydpå holdt mange imidlertid op med at tale sønderjysk fordi plattysk fik en højere status. Plattysk blev brugt af de rige og dem som bestemte. Da almindelig folk gerne ville ligne dem, valgte de at tale deres sprog, men de var i lang tid tosprogede.

Senere gik det på samme måde med plattysk. Da højtysk fik en højere status i samfundet, valgte de fleste at tale det.

I dag lærer kun få i Sydslesvig sønderjysk af deres forældre. Det drejer sig som regel om børn af tilflyttere fra Sønderjylland eller fra det danske mindretal. Mere sjældent er det at tyskere giver den nationalt neutrale sønderjyske dialekt videre til børnene.

Frisisk
Frisisk eller nordfrisisk bliver i dag talt af friserne bosat på vestkysten fra den tysk-danske grænse i nord til Bredsted i syd og på øerne, Sild, Før, Amrum, Helgoland og på Halligerne. Sproget komtil regionen med indvandrere fra sydvest, som bosatte sig i området omkring 800 og igen 300 år senere. Der er ikke noget standardsprog, for frisisk består i dag af 5 fastlandsdialekter og 3 ødialekter med så store forskelle at det kan give forståelsesproblemer, fx hedder et bord både Staal, boosel, Taffel, skiuw og scheew. Dertil kommer at der ikke er et frisisk skriftsprog. Hver dialekt har sin egen skrivemåde i overensstemmelse med udtalen.

De fleste frisere har tysk som modersmål og lærer frisisk senere enten af familie og venner eller i børnehaver og skoler, hvor det er et frivilligt fag. Kun en skole under Dansk Skoleforening for Sydslesvig har frisisk som undervisningssprog. Frisisk bliver også brugt i frisiske foreninger og teaterforestillinger. Derimod spiller det en ringe rolle i medierne. Friserne har således ikke deres eget dagblad som det danske og det tyske mindretal. Men i modsætning til deres mindretalssprog så er frisisk stærkt markeret i det offentlige rum via tosprogede byskilte med tysk og frisisk tekst.

Et fællestræk er at frisisk ligesom dansk og tysk er anerkendt som mindretalssprog i Sprogpagten som er Europarådets Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog.

Dansk som fremmedsprog
Holdningen til dansk som fremmedsprog eller nabosprog har vekslet fra en ringe til en stigende interesse. Dansk er ved at vinde fodfæste som et nabosprog af betydning. Det er ligeberettiget med tysk i grænseoverskridende uddannelser, og flere og flere politikere, embedsmænd og erhvervsfolk ønsker at tilegne sig danskkundskaber, som kan give sociale, kulturelle og økonomiske fordele. Der foregår en udvikling af kurser, også via internettet, men endnu er omfanget begrænset. I skolerne, gymnasierne og de erhvervsfaglige uddannelser er dansk et valgfag, men tilbuddene ligger langt fra på højde med undervisning i fransk.  

Flensburg petuh
Flensburg petuh er en blanding af tysk, plattysk, dansk og sønderjysk. Sprogformen var karakteristisk for petuhtanterne, som ikke findes mere, men ældre indfødte Flensburgere elsker stadig at bruge petuhudtryk.

Petuhtanterne fik deres navn efter det partoutkort de købte for at kunne sejle med damperne på Flensborg Fjord om sommeren. De lagde til på både nord- og sydsiden af fjorden, og passagererne kunne gå fra borde og drikke kaffe på restauranterne uden pas og toldkontrol, da det var tysk styre på begge sider. Men der var forskelle i det sproglige landskab, og petuhtanterne kom selv fra en by med blandet sprogbrug. Det højere borgerskab talte højtysk, de øvrige plattysk og specielt i byens nordlige og vestlige udkant blev der talt sønderjysk. Og nogen brugte vel stadig den Flensburgske, sønderjyske bydialekt. Rigsdansk kunne også forekomme som et levn fra dansk som skolesprog midt i 1800-tallet.

Tidligere kaldte tyskerne det Petuhtantendänisch og danskerne det petuhtantetysk, velsagtens fordi de hver især ikke accepterede blandingssproget, som stred mod sprognationalismens standardisering til højtysk og rigsdansk.

Sprog og dialekter nord for grænsen

I Sønderjylland er dansk både sønderjysk og rigsdansk og tysk er et mindretalssprog, der omfatter højtysk og nordslesvigtysk. Tysk er desuden et fremmedsprog eller nabosprog. Der er en omfattende litteratur om sprog og sprogkontakt i den dansk-tyske grænseregion

Sønderjysk og rigsdansk
Sønderjysk er en betegnelse for en række dialekter. Forskellene mellem dem i udtale og bøjning bliver dog mindre år for år. Tillige går dialektord af brug eller bliver erstattet af rigsdanske standardord. Det skyldes at folk flytter rundt og bliver påvirket af rigsdansk, som har en meget høj status i hele landet. Den bunder i at rigsdansk kommer fra København, der har været centrum for den politiske, økonomiske og kulturelle magt gennem århundreder. Medvirkende er også at det fælles skriftsprog bygger på rigsdansk.

Mobiliteten og den høje status resulterer tillige i at forældre vælger dialekten fra og taler rigsdansk med deres børn. Eller også taler de et sønderjysk regionalsprog. Det har nogle enkelte dialektale træk, men de kan skifte fra person til person.

De som lærer en sønderjysk dialekt derhjemme, er både fra flertalsbefolkningen og det tyske mindretal. Senere tilegner de sig rigsdansk i dansk børnehave og folkeskolen, eller tysk og rigsdansk i det tyske mindretals institutioner. De bliver tosprogede. Sønderjysk er således neutral i national henseende.

Sønderjysk dialekt
Hos nutidens dialekttalende børn og unge høres stadig udtalen a for jegnord for linjen Genner - Gelså og æ sydfor. Mens det foransatte bestemte kendeord æ eller e fx æ/e bil for bil-en oftest lyder æ-agtigt over hele Sønderjylland og bliver skrevet æ. Tidligere blev det udtalt e-agtigt østpå og skrevet e. Det sker dog stadig på Als.

En anden bevaret forskel ligger i udtalen af langt eø og o i fx ben, køre oggod. På Als er udtalen ie/ ye/ ue, men i al anden sønderjysk ei/ øy/ ou, fxbien over for bein. Derimod er det sjældent i nordsønderjysk at møde budtalt som f i købe ogkøber ogg som ch i bage og blødt g i bager. De sønderjyske dialekter ser ud til nu at have udtalen f og ch i ord med b og g.Den traditionelle geografiske skillelinje mellem brug af stød, ingen stød og musikalsk accent er også svær at få øje på pga. folks mobilitet.

Mens sønderjysk viger for rigsdansk i hjemmet og i dagligdagen, bliver den brugt i dilettantkomedier og lokalrevyer, fortællinger og sange. Desuden gør foreninger som Alsingergildet og Æ Synnejysk Forening en indsats for at bevare dialekten i tale og skrift, bl.a i ordbøger over sønderjysk. Reklamer og skilte på sønderjysk og dialektord i lokalaviser bidrager også hertil, men disse bestræbelser kan gå hen og blive mindetavler over en talt dialekt.

Tysk som mindretalssprog
I Sønderjylland er tysk det tyske mindretals officielle sprog. Det kan både være højtysk og nordslesvigtysk, som er tysk påvirket af dansk i udtale, bøjning og ordforråd. Denne indflydelse bunder i at de fleste medlemmer taler sønderjysk eller rigsdansk hjemme og på arbejde og med børnene. De fleste i mindretallet anser nordslesvigtysk for at være knyttet til deres mindretalsidentitet, og de værdsætter denne sprogform så den har fået høj status.

I foreningerne og ved kulturelle arrangementer bliver der talt tysk og ofte tillige sønderjysk. Den officielle skriftlige kommunikation er derimod kun på tysk, ligeledes i mindretallets dagblad Der Nordschleswiger. I det tyske mindretals børnehaver og skoler er sproget også tysk, og her bliver børnene tosprogede. I skolen er den sproglige norm højtysk, men de som er vokset op i Sønderjylland, taler i stor udstrækning nordslesvigtysk. Desuden videreudvikler eller lærer de rigsdansk i faget dansk.

Tysk er anerkendt som mindretalssprog i Sprogpagten, som er Europarådets Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog. Det er et udtryk for at mindretallets medlemmer identificerer sig med det tyske sprog, selv om det for nogle snarere er et symbol på deres tyske sindelag end et dagligsprog. Det er sønderjysk eller rigsdansk, som mindretallet tidligere forbandt med danskhed. Nu er det afnationaliseret og almindeligt i brug med dem som kun taler rigsdansk.

Tysk som fremmedsprog
Holdningen til tysk som fremmedsprog har vekslet i løbet af de sidste hundrede år i Sønderjylland. Da det tyske styre ophørte i 1920, og dansk blev administrations-, skole- og kirkesprog, begyndte mange sønderjyder at betragte tysk som et fremmedsprog. Selv om de var tosprogede pga. skolegang på tysk, holdt flere op med at tale tysk. Sprogtvang førte til sprogtab. En tilsvarende negativ holdning til tysk blev udbredt under den tyske besættelse 1940-45.

Da tysk tv havde stor udbredelse i Sønderjylland fra ca. 1965-1995, lærte mange børn, unge og voksne imidlertid helt frivilligt at forstå tysk og tale det i en vis udstrækning. Dertil kom at tysk som fremmedsprog var obligatorisk i skolen. Siden er tysk blevet et valgfag, og fra 1990’erne er kompetencen i tysk veget til fordel for engelsk pga. den massive engelsksprogede påvirkning fra medierne.

Moin syd for grænsen

I Sydslesvig bruger folk hilsenen Moin uanset om de taler tysk, plattysk, frisisk, dansk eller sønderjysk. De siger Moin eller Moin Moin på alle tider af døgnet, men kun som goddag og en hilsen i forbifarten. Derved adskiller hilsnen sig fra det danske mojn som også betyder farvel. Men oprindelsen er den samme. Ordet Moin stammer fra en dialektal udtale af den tyske hilsen ‘Morgen’, som håndværkere, handelsfolk og værnepligtige begyndte at tage med nordpå fra Berlin og dens omegn omkring 1900.

I Sydslesvig har Moin aldrig været forbundet med nationale forestillinger som i Sønderjylland. Det er en regional nordtysk hilsen, som også bliver brugt i det danske og det frisiske mindretal. Moin indikerer en regional slesvigsk identitet og bliver brugt i reklamer som et kendetegn for regionen.

Mojn nord for grænsen

Uanset om folk taler sønderjysk, rigsdansk eller tysk som mindretalssprog i Sønderjylland, bruger de hilsnen mojn. De siger mojn på alle tider af døgnet, både som goddag og farvel og som en hilsen i forbifarten. I Vestsønderjylland er mojn dog fortrinsvis et farvel.

Ordet mojn stammer fra en dialektal udtale af den tyske hilsen ‘Morgen’. I tiden under tysk styre begyndte håndværkere, handelsfolk og værnepligtige at tage hilsnen med hjem til Sønderjylland fra Berlin og dens omegn. Efter 1920 opfattede nogle danskere det som en fortyskning af det danske sprog og ville have mojn forbudt. Det udtrykte de på sønderjysk i sloganet: Mojn er forbojn!.

I dag er mojn gået fra at være et nationalt stridsmærke til at være et folkeligt symbol på en regional eller sønderjysk identitet. Men mojn er kommet under stærk konkurrence fra hilsnen Hej. Til gengæld spreder reklamer hilsnen mojn til hele Danmark som et symbol på et regionalt tilhørsforhold.

Infocenter

Informationer for arbejdstagere, arbejdsgivere og myndigheder om skat, social sikring og arbejdsmarkedet på: www.pendlerinfo.org

Publikationer

Publikationer

 

 

Blandt naboer

Best-Of fra de fire partneraviser: Der Nordschleswiger, Flensborg Avis, Jydske Vestkysten og sh:z aviserne.

RSS-Feed